Æbleskiver med kærnemælk

Har man en æbleskivepande, er det nemt at lave æbleskiver. De kan laves med kærnemælk og natron eller med gær. Det er en smagssag hvilken, man foretrækker. Denne opskrift med kærnemælk og natron er den hurtigste.


250 g mel, ½ tsk salt, 1 stor tsk natron, 2 tsk sukker, 4 dl kærnemælk, 4 æg
Olie (Neutral - ikke olivenolie)  eller palmin til stegning

Mel, salt, sukker og natron blandes sammen.
Mælk og æggeblommer piskes sammen og røres i melblandingen,
Æggehviderne piskes og vendes forsigtigt i.
Dejen skal helst hvile en halv time, før den anvendes.

Æbleskivepanden varmes op, og lidt olie kommes i hvert hul.
Det er nemmest at fordele dejen i hullerne ved at komme den i en kande, så dejen kan hældes i hullerne.
Hvert hul i æbleskivepanden fyldes ca. trefjerdedele med dej.
Vendes med f.eks. en lille gaffel, tyndt træspid eller lignende, når æbleskiverne er ved at være brune på undersiden og hæver godt i kanten. Pas på at æbleskivepanden ikke bliver for varm: Så bliver æbleskiverne brankede på ydersiden uden at være gennembagte. Æbleskiverne drejes jævnlidt under bagningen.

Lægges på fedtsugende papir og drysses med flormelis ved anretningen.
Traditionelt tilbehør er forskellige slags syltetøj, æblemos, sukker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar