Floating Islands

På et hotel i mellemøsten var der på dessert-buffeten en spøjs sag: Hvide skumdimser på en creme-bund. Jeg spurgte dessert-kokken om opskriften, og virkede meget overrasket over at denne dessert var ny for mig. Den er åbenbart en traditionel, engelsk påske-dessert. Så nu hvor påsken nærmer sig, vil jeg lige give opskriften videre. Beklager, at jeg ikke har et billede: Det er et års tid siden, jeg har lavet den; men den smagte præcist som jeg huskede den. 


Det er vist indlysende at der er tale om rigtig børne-favorit.


6 æg, 100 g sukker, ganske få fine saltkorn, 4 dl mælk, 1½ tsk vaniljesukker

Kom mælken i en gryde (gammelt husmodertrick: skyl bunden med vand først for at mælken ikke så nemt skal brænde på) og varm langsomt op.

Del imens 3 æg i hvider og blommer.
Pisk de 3 hvider med salt, til der er bløde toppe.
Kom halvdelen af sukkeret i lidt ad gangen, mens der piskes videre indtil hviderne er helt stive. (= marengsmasse)

Kom små skefulde af marengsen på mælken og lad dem koge ca. 5 minutter. Vend dem forsigtigt nogle gange, så de bilver kogt ens på alle sider. Tag de kogte toppe op med en hulske og læg dem på en tallerken.
Fortsæt til al marengsen er kogt.

Sluk for varmen under gryden.

Pisk de 3 æggeblommer og de resterende 3 æg med den sidste halvdel af sukkeret samt få saltkorn og vaniljesukkeret.

Kom den nu let afkølede mælk i æggemassen lidt ad gangen.
Kog æggemassen over vndbad under konstant piskning indtil massen er jævnet til en blød creme.

Læg cremen på et stort, ret fladt fad.

Køl creme og marengstoppe ned. Desserten skal være næsten iskold ved servering.

Fordel marengstoppene på cremen og server.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar