Pærer med brombær

Jeg elsker efteråret med dets mange farver og den overflod af frugt og bær, som naturen byder på.


Her er en af mine yndlingsopskrifter.
Naturligvis allerbedst, hvis man selv har været ude at plukke brombærrene.

Opskriften her passer til 4 personer.

4 pærer, 250 g brombær, saft af 1 citron, 2 spsk sukker

Lage: ½ liter vædske (feks. vand med hyldeblomstsaft og/eller æblejuice, eller i en mere voksen udgave halvt vand og halvt hvidvin, evt. med en lille sjat cognac i)  lidt hakket, syltet ingefær,  kornene af ½ stang vanilje, 1 spsk sukker

Pærerne skrælles og halveres. Kærnehuset fjernes med en lille ske.
Dryppes med citronsaft for at holde farven.
Brombærrene skylles og vendes forsigtigt i sukkeret.
Lagen koges let sammen, og pærerne simrer deri til de er møre.

Pærerne tages og og stilles til afdrypning.
Lages koges lidt ind til en tynd sirup og stilles til afkølning.

Pærerne anrettes på et rundt fad med den hule side opad. Den tyndeste ende skal vende udad, så de danner en lille sol. I hulningen på hver pærehalvdel placeres 3 brombær.
Resten af brombærrene placeres i midten.

Anretningen overhældes med den afkølede sirup.

Der kan evt. serveres flødeskum eller avocadocreme til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar