Spinatrand

Det var tidligere meget almindeligt at lave mad i randform. Derved sparer man energi, idet randformen f.eks. kan koges ovenpå kartofler eller andet. Naturigvis kan man benytte en hvilken som helst form eller små ramakiner i stedet for en rand. Tilberedningstiden må så blot justeres efter det.
Ligeledes kan den bages tildækket  i ovnen i stedet for at koge over dampbad i en gryde. Det bruger bare noget mere energi.


Spinatranden her er ikke min mors, for den slags daglig mad "lavede hun bare" - altså uden opskrift. Men da min storesøster boede nogle år på Grønland, forærede hun mig "Kogebog for Grønland", og her fandt jeg så endelig en opskrift.


Spinatrand kan serveres som en vegetarret, f.eks. med dampede gulerødder, kartofler og f.eks. en hollandaise eller citronsovs til.


Jeg laver den dog mest når jeg har nogle rester, f.eks. kogt fisk, skinke eller lignende, som jeg så kommer indeni randen.


Til en let frokostret passer den fint med rejer og godt brød til.


Endelig kan rester af den bruges til pålæg, nogenlunde som røræg, eller blot en tyk skive med f.eks. strimler af rød peberfrugt på, hvis det skal være vegetarisk


500 g hakket spinat (gerne frossen), 50 g smør, 2 dl. mælk, 1½ tsk. salt, 1 tsk. kartoffelmel, 4 æg

Spinaten koges med smør og mælk i en gryde. Æg, salt og kartoffelmel piskes sammen.
Spinaten tages fra varmen og kommes lidt ad gangen op i æggemassen under konstant omrøring.

Kommes i en smurt randform og koges tildækket i vandbad ca. 45 min. - 1 time. (Der er forskel på randforme, så mærk på den med en pind eller lignende (jeg anvender tynde træspid)

Lad randen hvile lidt før den vendes ud og anrettes.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar