Fyldte fastelavnsboller

250 g mel, ½ tsk salt, 1 tsk  kardemomme, 125 g smør, 1 dl mælk, 1 æg, 1½ spsk sukker,  25 g (½ pakke) gær.

Fyld: F.eks. kagecreme, (hindbær)syltetøj, æblemos, abrikosmos

Lidt mælk til pensling

Pynt: Smeltet fedtstof og sukker, eller flormelis til glasur. Evt. frugtfarve til glasur.

Smør smeltes ved svag varme i en gryde.
Mælk tilsættes, og der tempereres til håndvarm.
Gryden tages fra varmen.
Gæren smuldres og røres ud i mælken.
Æg, salt, kardemomme og sukker piskes i.
Ca. halvdelen af melet røres i lidt ad gangen.
Resten af melet æltes i.

Dejen hæver et lunt sted mindst en halv time.
Dejen vendes ud og æltes ganske let (slås op).
Rulles ud til en ca. 40*40 cm. stor plade, som skæres i 16 firkanter (ca. 10*10 cm)
På hvert stykke lægges en lille spiseskefuld fyld.
Siderne samles op om fyldet, så der alt fyldet er dækket og der ikke er huller, hvor fyldet kan løbe ud, og så bollerne bliver pænt runde.
Lægges på en smurt bageplade (eller bageplade med bagepapir)
Bollerne pensles med mælk.

Hæver endnu ½ time og bages i ovnen ca. 15 minutter ved 220 grader.

Når bollerne er bagt, kan de dekoreres enten ved at pensle med lidt smeltet smør og drysse sukker på eller ved at komme glasur på - evt. med frugtfarve i.

Glasur laves ved at komme få dråber kogende vand på flormelis og røre det smukt blankt.

Da mange nu forbinder fastelavn med de amerikanske Halloween-traditioner, vil det sikkert glæde mange børn, hvis man benytter lakridsbånd, chokoladepastiller og lignende til at dekorere yderligere. Det skal gøres før glasuren størkner helt. Så fungerer den nemlig som lim.

Relaterede opskrifter:
Æblemos  ,  Kagecreme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar